Archauz bliver nordlig spydspids for europæisk dansesamarbejde


 
"Det her slår fast at Archauz ikke "bare" er en dansescene, men et Koreografisk Center," forklarer kunstnerisk leder for Koreografisk Center Archauz, Jens Bjerregaard. Han er netop vendt hjem til Århus og Archauz efter at have sat sin underskrift på såvel et fremtidigt europæisk samarbejde som en EU-ansøgning. Begge med titlen DÉPARTS.

Jens Bjerregaard er godt tilfreds. Med samarbejdet får Archauz adgang til kunstnere af meget høj kvalitet, og får mulighed for at påvirke udviklingen indenfor moderne dans i Europa i de næste fem år.

DÉPARTS er et EU-projekt, der har eksisteret siden 2001 med base i Bruxelles. Tidligere har syv europæiske centre for dans og koreografi samarbejdet, men nu udvider DÉPARTS med fire centre. Heriblandt danske Archauz.

Formålet med DÉPARTS er at investere i fremtiden for den europæiske moderne dans. Det sker ved at udvikle og formidle nye pædagogiske modeller for dansen, skabe coaching for unge dansekunstnere, stimulere research i dans, øge mulighederne for unge dansere med svag social baggrund, stimulere kulturel dialog, opdyrke et større publikum for dans, stimulere internationale kontakter mellem professionelle dansekunstnere og styrke den interkulturelle dialog mellem europæiske og ikke europæiske danse-kulturer.

DÉPARTS vil køre frem til 2014 og vil - foruden solide europæiske kulturkroner - være med til at bringe forestillinger, artists in residences og spændende workshops med anerkendte og nye dansekunstnere til Århus.

"Det er en stor international anerkendelse. At Koreografisk Center Archauz med kun ét år på bagen bliver inviteret i et projekt af denne størrelse. Det er en væsentlig styrkelse af Århus og Danmarks placering i europæisk moderne dans," forklarer Jens Bjerregaard.

De hidtidige partnere i DÉPARTS er:

P. A. R. T. S. (Bruxelles, BE)
Alkantara + Forum Dança (Lissabon, PT)
Hebbel am Ufer (Berlin, DE)
Kunstencentrum Vooruit (Ghent, BE)
PACT Zollverein - Choreographisches Zentrum NRW (Essen, DE)
Springdance (Utrecht, NL)
Trafó Kortárs Müvészetek Háza (Budapest, HU)

De fire nye medlemmer bliver:

Centre de Développement Chorégraphique (Toulouse, FR)
Centro Coreografico Galego (Santiago de Compostela, ES)
Bimeras (Istanbul, TR)
Koreografisk Center Archauz (Århus, DK)

Læs mere om DÉPARTS på P. A. R. T. S. hjemmeside.