I april 2009 fik Koreografisk Center Archauz bevilget EU-penge i det prestigefyldte projekt, Départs. Départs åbner dørene for en lang række internationale samarbejder og giver heriblandt unge talentfulde koreografer mulighed for at arbejde professionelt i professionelle rammer. Kunstnerisk leder Jens Bjerregaard har peget på koreograf Louise Friis som den første Départs-Artist in Residence” på Archauz. Som afslutning på forløbet præsenterer Friis den splinter nye duet: DOMESTIC DREAM med to professionelle dansere, Iván Martínez Moreno (ES) og Vittoria Lasorella (DK).
“DOMESTIC DREAM” vises i forbindelse med NOW på Archauz d. 19. 20 og 21. november 2009.
“EU-støtten har givet mig ro og plads til at arbejde og udforske dansen. Det er super rart med et mindre projekt, hvor man kan stikke fingeren i jorden og mærke efter hvad det er, man laver. Det gør, at jeg har haft mulighed for at researche og eksperimentere fordi det netop er en visning og et mindre projekt og ikke et færdigt produkt” forklarer Louise Friis om den unikke mulighed, hun har fået.
Inspiration fra personlige oplevelser
- en finurlig og ubekvem parringsdans
DOMESTIC DREAM handler om relationer mennesker imellem. Louise Friis forklarer, at hendes koreografier oftest tager udgangspunkt i egne oplevelser eller det andre fortæller hende om deres oplevelser, uden at det dog bliver for selvoptaget, terapeutisk og navlepillende. For Louise Friis er det vigtigt, at hendes stil er “ren” og genkendelig som Louise Friis’ koreografi. Hun vil gerne efterlade et udtryk, der giver et indtryk!
“Jeg tror, folk vil finde duetten interessant og vedkommende, da det er stemninger folk kan relatere til. Visningen er ikke med en dramaturgisk linje, men med genkendelige situationer, som man kan identificere sig med” udtaler Louise Friis om forestillingen.
DOMESTIC DREAM og fremtiden
Ambitionen er, at visningen senere skal blive til en større produktion, der turnerer rundt i Danmark i sæsonen 2010, men lige nu kan den opleves som en visning, det vil sige en del af en spændende og længerevarende proces.
Louise Friis’ tidligere værker er “Cacao” fra foråret 2008 og “Klip” fra efteråret 2008, så det er første gang i over et år, at vi ser en Louise Friis’ koregrafi på Archauz
Hvem: Louise Friis
Hvor: A2 på Archauz, Valdemarsgade 1, 8000 Århus C.
Hvornår: d. 19. og 20. november kl. 20.00 og d. 21 november kl. 16.00.
Billetbestilling: I forbindelse med reservation og bestilling af billetter til NOW; Billetnet eller mail@archauz.dk
Mere information: Der er selvfølgelig mulighed for interviews med koreografer og dansere.
Yderligere info ved Kommunikationsansvarlig Line Hauger 2077 8907 mail: lh@archauz.dk.
Pressefotos: Kontakt Line Hauger lh@archauz.dk - fotos vil også være tilgængelige på hjemmesiden fra mandag d. 16. november 2009.