Archauz U-Kompagniet indtager Rådhustårnet


 

I anledning af Kulturnattens tema ”Stemmer i natten” bidrager Teater Kollision i samarbejde med Pappagallo og Archauz’ Ungdomskompagni med den højtsvævende event ”Tårnhøje stemmer”.
Installationen sætter fokus på byens vartegn, Rådhustårnet, i en flot iscenesættelse af lys, lyd og dans, der vil løfte århusianernes blik mod tårnet.

Hver halve time fra kl. 18.30-22.00 leveres en spændende 7 minutters kollage: 20 dansere arbejder på tværs og indtager svalegangene rundt om det 60 meter høje tårn. En anderledes lyssætning vil gøre eventen synlig fra Ringgaden og måske Ringvejen. Hertil strømmer et forunderligt og fantasifuldt univers af elektronisk musik ud af højtalerne og vender de nærmestes opmærksomhed mod eventen.

Lys, lyd og bevægelse indgår i et symbiotisk samspil om at skabe en ekstraordinær auditiv og visuel oplevelse.
Der er således tale om et projekt, som ganske gratis vil invitere et århusiansk publikum på en unik oplevelse, som man kan få glæde af fra mange forskellige steder i byen.

Ud over oplevelsen på gadeplan, er der opstillet indendørs udkigsposter i Musikhuset (på balkonen 2.sal), i Scandinavian Center/Radison Hotel (på gangbroen på 11. sal) og på Aros (gangbroen øverste etage), hvorfra man kan opleve eventen i et højere luftlag.

Læs mere på Kulturnattens hjemmeside