Koreografisk Center Archauz

Archauz® er Skandinaviens første koreografiske Center. Archauz er etableret efter et fransk forbillede og skal skabe regional forankring for den moderne dans. Målet for Archauz er at formidle og præsentere den allerbedste europæiske dans på husets to scener. Herudover er målet at opdyrke den moderne dans som bredt anerkendt kunstart i Århus, Region Midt og Danmark.

Som scene præsenterer Archauz hvert år omtrent 100 forestillinger af kunstnerisk førende dansekompagnier fra hele Verden. Det sker med gæstespil og co-produktioner. En del af forestillingerne (25 procent) produceres af huskompagniet Mancopy© Dansekompagni.
Archauz råder over to scener A1 (200 pladser) og A2 (70 pladser). Indgang til begge scener sker gennem Café Lobby, der ligger ud til Valdemarsgade (overfor Scandinavian Congress Centre).

Som et kraftcenter for koreografi og dans ønsker Archauz at

- udvide bredden i og øge værdien af dansk kultur.

- producere forestillinger af høj international kaliber i samspil med huskompagniet Mancopy© Dansekompagni. Archauz vil repræsentere essensen af innovativ scenekunst samt bidrage til udviklingen af moderne dans.
-  stimulere og styrke udviklingen af talentmassen indenfor moderne dans. Dette sker blandt andet ved træningstilbud for professionelle dansere, artists in residence samt en stor kontaktflade med dansens øvrige aktører.

- udbrede kendskabet til og sikre publikum bedre muligheder for at opleve moderne dans som en alsidig og relevant kunstart.

Ud over samarbejdet med Mancopy Dansekompagni opdyrker Archauz vækstlaget i moderne dans ved at tilbyde kunstnerisk uddannelse for unge dansere. Kernen i ungdomsarbejdet er U-Kompagniet, der giver unge dansere i alderen 13 - 21 år chancen for at træne dans som kunstart på et højt kunstnerisk niveau.

Archauz blev etableret efter enstemmig beslutning i Århus Byråd den 27. juni 2007. Her blev det vedtaget at kunstnerisk leder og koreograf Jens Bjerregaard fra og med den 1. juli 2007 varetager driften af Koreografisk Center Archauz. Archauz er støttet af Århus Kommunes Kunstråd samt flere private fonde. Archauz ligger både i det fysiske og kulturelle hjerte af Århus - lige ved siden af Musikhuset, Ridehuset og Officersbygningen samt overfor Århus Rådhus.

Om Archauz

    Bestyrelsen
       Sander Jensen
       Karsten B. Dressø
       Bo Steffensen
       Jens Boutrup
       Kim Glud
    Teknik
       Sceneplan

Archauz Air

Åben træning

U-Kompagniet

Mancopy

AICC

Moderne dans i din postkasse

Hotelpakker